Der har været stor interesse for hele projektet allerede fra start. Børn og unge i Jyllinge har længe ønsket en skaterpark hvor de kan tage hen. Den mulighed findes ikke i Jyllinge. Der findes en masse foreningsliv med arrangeret sport, som fodbold, håndbold m.v. men der findes intet for børn og unge som ikke deltager i disse af forskellige årsager. I Jyllinge er der også en stigende tendens med småkriminalitet i form af småhærværk, unge der driver rundt uden et formål m.v. Alt dette peger i retning af de unge, der mangler noget at tage sig til. De unge ønsker bl.a. en skaterbane og parkourbane, så de kan bruge deres energi på noget de går op i. Dette er et brændende ønske for de unge.

I starten af oktober 2020 blev byens unge inviteret til et inspirationsmøde i forbindelse med etablering af en skaterbane i Jyllinge. Efter selve introduktionen blev de fremmødte opdelt i to grupper. En planlægningsgruppe og en gruppe bestående af de unge, der kom med deres tanker og ønsker for et kommende  anlæg i Jyllinge. De fremmødte unge repræsenterede aldersgruppen 8-15 årige i Jyllinge og der var et bredt udsnit af både drenge og piger. Der blev udleveret kort over området og skrive-/tegneredskaber og herefter brugte de unge fantasien i tre forskellige grupper og illustrerede deres tanker og ønsker for design af skaterbanen. Det centrale for alle børn og unge forsamlet var, at Jyllinge har mange muligheder for sport og foreningsliv, men der er ingen steder i Jyllinge, hvor børn og unge kan hænge ud og tage deres familie med. Resultatet af det møde blev en masse kreative idéer fra de unge, der blev samlet i ønsker til et anlæg.